Bøvs...

Fandt mig selv spontant ræbende over aftensmaden hjemme hos min bror og familien forleden. Som det mest naturlige i verden. En mellemstor bøvs på små 40 decibel passerede gennem min fordøjelseskanal og ud af min mund for til slut at lægge sig som en ubuden gæst ved spisebordet. Desværre fandt det resterende middagsselskab, i hvert fald ikke dem over halvanden meter, det knapt så naturligt... Responsen var evident, ladet med afsky i blikkene og afstedkom kommentarer med adjektiver der ikke just beskriver små søde dunede hundehvalpe. Det bragte mig brat tilbage til civilisationen. Følte mig pludselig som en lodden primat der havde sat sig ved det forkerte middagsbord.

Point of no return.

Desværre opnåede jeg ikke helt den fælles forståelse jeg kunne have tænkt mig, da jeg forsøgte at forklare mig. I virkeligheden kan jeg vel heller ikke forvente, at almindelige dødelige kan forstå, at det jeg lige havde præsteret rent faktisk eksisterede som respekteret propaganda i en "kær" relation jeg befandt mig i på daværende tidspunkt. At der altså ikke var tale om en ufrivillig refluks, men ren og skær udtryk for attitude i et form for statement. Den købte de bare ikke...

Måske hørte det sammen med den hændelse der fem minutter forinden havde foregået ved selvsamme middagsbord. Her sørgede min mindste abeunge for, at sætte sig i centrum ved at slå en temmelig højt klingende bøvs og kvittere med et stor smil der ivrigt nåede op til hans store funklende øjne, mens han stolt søgte anerkendelse mellem bordets øvrige besætning. Igen, den var svær at spore i flokken. Bevares. Som Mor, som opdragerinde, er det en situation, hvor man må tage ansvar. Ikke mindst for sit barns sociale kognition, men skam lige så meget for for de løftede øjenbryn der nødigt skulle sætte sig fast. Tænk om de fik den tanke, at man var en fesen forælder. Derfor skyndte jeg mig, med overrasket mine over min søns bedrifter, at irettesætte ham. Fnisende undskyldte han og gik atter ombord i lasagnen. De løftede øjenbryn lignede ikke længere noget der havde været offer for en lidt for heftig ansigtsplastic. Den reaktion kunne jeg godt lide og syntes derfor også lige at jeg skulle hive trumfen frem ved at bedyre, at det måtte bestemt være noget han lærte hjemme hos sin far. Den kommentar smagte lidt af dobbeltmoral. Bøvs...

Ak ja, begrebet konsistent rollemodel (det har jeg muligvis selv fundet på) som man gerne vil være et billede af - og især når man er "ude" og socialisere sig med sine børn, faldt ligesom lidt fra hinanden her...

Well well, sikke et dilemma. Fej eller sej? Skal man gå mainstream eller fucke hele lortet, tisse på det halve kongerige og istedet hænge ud med Shrek, æsel og det fede eventyr?

/skrevet af Fiona?