Mindstesønnen aka Den Vilde spurgte mig henover aftensmaden idag, henkastet og ud af den blå luft, om jeg havde fået en ny kæreste..?!! Det er så kun knap to måneder siden at den forrige forlod den synkende skude... I guess, he is moving forward... Sjældent har jeg set mage til effektiv mestringstrategiker. Nyorienteringsfase, here we come!
Syntes det var et pudsigt lille spørgsmål. Silden stod klar med et godt råd. Hun lagde ansigtet i dramatiske folder og gjorde øjne så store som thekopper, mens hun indsigende rådede mig til at lade være med at finde en ny... Med rette. Hun har helt sikkert knækket koden. Som hun sagde: "I starten... De virker søde, men så er det bare noget de "SPILLER"! I virkeligheden er de dumme, de snyder!!"
...
(Falske svin er de!)
Herefter fulgte så en lille snak om kærester, som endte med at Silden gerne ville synge en sang for mig, som hun selv havde lavet.
"Se den lille kattekillling, nej hvor er den søøøøød, den har fine hvide poter og en stor kanon!"...
Øøøh ok...! Forsøgte undvigende, at scrolle let henover den diskrete metafor som indfandt sig her i håb om at mit uskyldsrene barn ikke selv havde fanget den. Men grinende proklamerede hun: "Mor, ved du hvad kanonen er??" Et svagt nej slap ud gennem mine læber, altså sådan et nej hvor man egentlig ikke vil høre svaret. "Det er ...." sagde hun og pegede grinende ned mellem benene, hvor vi alle godt ved, at hos hankønsvæsener sidder den der vi ved nok...
8 år, venner! 8 år er hun, og så taler hun allerede i Fallossymboler!
Upassende! Parenthood is hard work!
/Skrevet af en bekymret mor
mandag den 23. januar 2012
lørdag den 27. februar 2010
Bøvs...
Fandt mig selv spontant ræbende over aftensmaden hjemme hos min bror og familien forleden. Som det mest naturlige i verden. En mellemstor bøvs på små 40 decibel passerede gennem min fordøjelseskanal og ud af min mund for til slut at lægge sig som en ubuden gæst ved spisebordet. Desværre fandt det resterende middagsselskab, i hvert fald ikke dem over halvanden meter, det knapt så naturligt... Responsen var evident, ladet med afsky i blikkene og afstedkom kommentarer med adjektiver der ikke just beskriver små søde dunede hundehvalpe. Det bragte mig brat tilbage til civilisationen. Følte mig pludselig som en lodden primat der havde sat sig ved det forkerte middagsbord.
Point of no return.
Desværre opnåede jeg ikke helt den fælles forståelse jeg kunne have tænkt mig, da jeg forsøgte at forklare mig. I virkeligheden kan jeg vel heller ikke forvente, at almindelige dødelige kan forstå, at det jeg lige havde præsteret rent faktisk eksisterede som respekteret propaganda i en "kær" relation jeg befandt mig i på daværende tidspunkt. At der altså ikke var tale om en ufrivillig refluks, men ren og skær udtryk for attitude i et form for statement. Den købte de bare ikke...
Måske hørte det sammen med den hændelse der fem minutter forinden havde foregået ved selvsamme middagsbord. Her sørgede min mindste abeunge for, at sætte sig i centrum ved at slå en temmelig højt klingende bøvs og kvittere med et stor smil der ivrigt nåede op til hans store funklende øjne, mens han stolt søgte anerkendelse mellem bordets øvrige besætning. Igen, den var svær at spore i flokken. Bevares. Som Mor, som opdragerinde, er det en situation, hvor man må tage ansvar. Ikke mindst for sit barns sociale kognition, men skam lige så meget for for de løftede øjenbryn der nødigt skulle sætte sig fast. Tænk om de fik den tanke, at man var en fesen forælder. Derfor skyndte jeg mig, med overrasket mine over min søns bedrifter, at irettesætte ham. Fnisende undskyldte han og gik atter ombord i lasagnen. De løftede øjenbryn lignede ikke længere noget der havde været offer for en lidt for heftig ansigtsplastic. Den reaktion kunne jeg godt lide og syntes derfor også lige at jeg skulle hive trumfen frem ved at bedyre, at det måtte bestemt være noget han lærte hjemme hos sin far. Den kommentar smagte lidt af dobbeltmoral. Bøvs...
Ak ja, begrebet konsistent rollemodel (det har jeg muligvis selv fundet på) som man gerne vil være et billede af - og især når man er "ude" og socialisere sig med sine børn, faldt ligesom lidt fra hinanden her...
Well well, sikke et dilemma. Fej eller sej? Skal man gå mainstream eller fucke hele lortet, tisse på det halve kongerige og istedet hænge ud med Shrek, æsel og det fede eventyr?
/skrevet af Fiona?
Point of no return.
Desværre opnåede jeg ikke helt den fælles forståelse jeg kunne have tænkt mig, da jeg forsøgte at forklare mig. I virkeligheden kan jeg vel heller ikke forvente, at almindelige dødelige kan forstå, at det jeg lige havde præsteret rent faktisk eksisterede som respekteret propaganda i en "kær" relation jeg befandt mig i på daværende tidspunkt. At der altså ikke var tale om en ufrivillig refluks, men ren og skær udtryk for attitude i et form for statement. Den købte de bare ikke...
Måske hørte det sammen med den hændelse der fem minutter forinden havde foregået ved selvsamme middagsbord. Her sørgede min mindste abeunge for, at sætte sig i centrum ved at slå en temmelig højt klingende bøvs og kvittere med et stor smil der ivrigt nåede op til hans store funklende øjne, mens han stolt søgte anerkendelse mellem bordets øvrige besætning. Igen, den var svær at spore i flokken. Bevares. Som Mor, som opdragerinde, er det en situation, hvor man må tage ansvar. Ikke mindst for sit barns sociale kognition, men skam lige så meget for for de løftede øjenbryn der nødigt skulle sætte sig fast. Tænk om de fik den tanke, at man var en fesen forælder. Derfor skyndte jeg mig, med overrasket mine over min søns bedrifter, at irettesætte ham. Fnisende undskyldte han og gik atter ombord i lasagnen. De løftede øjenbryn lignede ikke længere noget der havde været offer for en lidt for heftig ansigtsplastic. Den reaktion kunne jeg godt lide og syntes derfor også lige at jeg skulle hive trumfen frem ved at bedyre, at det måtte bestemt være noget han lærte hjemme hos sin far. Den kommentar smagte lidt af dobbeltmoral. Bøvs...
Ak ja, begrebet konsistent rollemodel (det har jeg muligvis selv fundet på) som man gerne vil være et billede af - og især når man er "ude" og socialisere sig med sine børn, faldt ligesom lidt fra hinanden her...
Well well, sikke et dilemma. Fej eller sej? Skal man gå mainstream eller fucke hele lortet, tisse på det halve kongerige og istedet hænge ud med Shrek, æsel og det fede eventyr?
/skrevet af Fiona?
torsdag den 25. februar 2010
Skriveblokade
Indrømmet. Jeg befinder mig nu i min egen nye blog og bilder mig selv ind at jeg har skriveblokade. Say What?! Er det ikke at have en anelse nykker? Har jeg overhovedet 'license' til at mene at jeg er gået i stå, når nu jeg ikke er kommet i gang endnu? Sådan en simpel pige fra Vestegnen der endnu ikke har præsteret andet end at få gode karakterer for en dansk stil i ottende klasse. Bare fordi jeg så fint havde skitseret de første spæde befamlinger mellem et par teenagere. Jeg tror min dansklærer havde hang til den slags. Han sagde også at pistolen i "Alle elsker Debbie" var et fallos. Sikke en klammert! Han lugtede ud af munden. Slemt syrligt.
Men hvad kan man også forvente af kompetente skriblerier af en simpel sygeplejerske? Her afgrænser tekst sig jo til kort og formel dokumentation udfra vigtige kliniske observationer a la "patienten har mave/tarm funktion - er glad for dette". Og det var endda den lange version.
Damn, det kan man kalde et en interessant blogger "going straight ahead to the stars".
Hvad er egentlig etiketten når man skriver en blog? Man vil jo gerne skrive noget som præsenterer sig interessant og giver andre lyst til at læse. Som en skarp og modig attitude-mester i en hæsblæsende statement-cocktail, det er mig.
Eller sagt på en anden måde. Man ønsker ikke at fremstå som en blabla-blogger med ligegyldige fraser og give læseren den tanke, at man ikke har noget på hjerte. Eller for den sags skyld, latterliggøre sig selv eller andre med grænseoverskridende informationer (Edit: I hvert fald ikke sig selv), Gud forbyde det.
Se nu gjorde jeg det igen. Fik nykker. Jeg antog, at der rent faktisk var nogle læsere til bloggen. Se det harmonerer jo ikke så godt med at bloggen endnu er et ukendt fænomen for andre end mig selv. Nogen har vist brug for et reality-tjek!
However, something is in the air and I can´t figure it - og så ser det ud som om det alligevel er lykkedes mig at bryde alle blogger-etiketter med nonsens... Derfor syntes jeg også lige at jeg måtte nævne at something is in the air. To gange. Sådan ligesom for at råde bod på det.
Indtil da går jeg inkognito som skribent i skriveligaen.
/Skrevet af en novice
Men hvad kan man også forvente af kompetente skriblerier af en simpel sygeplejerske? Her afgrænser tekst sig jo til kort og formel dokumentation udfra vigtige kliniske observationer a la "patienten har mave/tarm funktion - er glad for dette". Og det var endda den lange version.
Damn, det kan man kalde et en interessant blogger "going straight ahead to the stars".
Hvad er egentlig etiketten når man skriver en blog? Man vil jo gerne skrive noget som præsenterer sig interessant og giver andre lyst til at læse. Som en skarp og modig attitude-mester i en hæsblæsende statement-cocktail, det er mig.
Eller sagt på en anden måde. Man ønsker ikke at fremstå som en blabla-blogger med ligegyldige fraser og give læseren den tanke, at man ikke har noget på hjerte. Eller for den sags skyld, latterliggøre sig selv eller andre med grænseoverskridende informationer (Edit: I hvert fald ikke sig selv), Gud forbyde det.
Se nu gjorde jeg det igen. Fik nykker. Jeg antog, at der rent faktisk var nogle læsere til bloggen. Se det harmonerer jo ikke så godt med at bloggen endnu er et ukendt fænomen for andre end mig selv. Nogen har vist brug for et reality-tjek!
However, something is in the air and I can´t figure it - og så ser det ud som om det alligevel er lykkedes mig at bryde alle blogger-etiketter med nonsens... Derfor syntes jeg også lige at jeg måtte nævne at something is in the air. To gange. Sådan ligesom for at råde bod på det.
Indtil da går jeg inkognito som skribent i skriveligaen.
/Skrevet af en novice
onsdag den 24. februar 2010
Opgør med parkeringsvagten
Nu har jeg gjort det. Jeg har skabt mig en plads, min helt egen, hvor jeg frit kan parkere alle de søde eller syrlige bolcher der måtte passere som sanseinput, erkendelser og knasende tanker i min ualmindeligt velproportionerede hjernebark. FOR FREE! Ingen tarvelige overraskelser i forruden, ingen lænsning af min NEMkonto og aldrig mere havregrød .....
Ok, måske sætter jeg lige lidt for meget lid til metaforen her. Egentlig er der bag titlen bare en kvinde, der det sidste 1½ år har præsteret at få ualmindeligt mange parkeringsbøder. Nok til at tapetsere end væg eller fylde en arkiveringskuffe til randen. Om jeg begriber det? NEJ! Om jeg synes det er en bedrift der efterhånden bør anerkendes? Ja! Sådan er det, ellers ved jeg ikke om jeg skal grine eller græde over det.
Jeg er træt af færdselsloven og nævenyttige parkeringsvagter! Gå væk!
Det her er MIT sted!
Ok, måske sætter jeg lige lidt for meget lid til metaforen her. Egentlig er der bag titlen bare en kvinde, der det sidste 1½ år har præsteret at få ualmindeligt mange parkeringsbøder. Nok til at tapetsere end væg eller fylde en arkiveringskuffe til randen. Om jeg begriber det? NEJ! Om jeg synes det er en bedrift der efterhånden bør anerkendes? Ja! Sådan er det, ellers ved jeg ikke om jeg skal grine eller græde over det.
Jeg er træt af færdselsloven og nævenyttige parkeringsvagter! Gå væk!
Det her er MIT sted!
Abonner på:
Kommentarer (Atom)